UKEND DIG SELV

Tanker på gulvet

Mit gulv består af næsten 200 kvadratmeter italiensk Carrara-marmor med indhuggede sætninger inspireret af oldbabylonske varsler. Sætningerne starter med ordet hvis, der er som regel et du, men der er ikke noget så.

De er som de regler man satte sig som barn: hvis jeg træder på stregerne så… Eller: hvis jeg rammer papirkurven med min papirkugle så… Som barn var spørgsmålet: Hvad er i alverden er verden for et sted og hvem er jeg i den? Vi stiller spørgsmål for at forstå hvor vi er og hvem vi er. Kend dig selv stod indhugget i Apollon-templet i Grækenland. Det var en grundsætning for det græske samfund.

I oldtiden tog man varsler. Man studerede fårelever og så på fugletræk. Man så verden som et væv af tegn som skulle tydes. I Babylon udviklede man et helt system af varsler som opregnede en række situationer som så havde deres egen logik: “Hvis man finder en grøn skorpion med vinger i en mands hus, vil byen blive forladt.” eller “Hvis dørene i en by hele tiden knirker, vil byen blive forladt.”

Hvis man bevæger sig ind i rummet på Brandts 13, vil det også være for at læse. Læsning foregår normalt i enrum og i håndgribelig form. Men på mit gulv vil man læse med kroppen og man vil læse ved at bevæge sig fysisk i en læsende dans. Og læsningen vil afsætte læsespor på gulvet.

Teksten rummer i sig en form for arkæologi, et sediment af mange slags tekster. En af dem er et spørgeskema fra en lægeundersøgelse i forbindelse med depression, en anden er spørgsmål stillet i helt andre sammenhænge, modtaget på Facebook, overhørte, i bøger, i forbifarten.

Vi spørger. For at blive klogere, på os selv og på fremtiden.

Marmor er et materiale som vi forbinder med evige sætninger: Det er kun ord med vægt, der mejsles i marmor. Skulptursalen på Brandts 13 er forvandlet til et digt, et rum for reflektion. Ordene er sunket til bunds i tiden. I den tekst som er fundamentet for Ukend dig selv er sætningerne i tvivl. Det de ved, er kun halvt. Det er op til dig at fuldende dem med dit liv, din viden og din tvivl.

Det er dig der er hovedpersonen.

UKEND DIG SELV på Facebook

 

UKEND DIG SELV, Brandts13, 2017