SUTURE
Suture (i samarbejde med Åse Eg Jørgensen)
Forlag/år: Broken Dimanche, 2015
48 sider, håndindbundet
Suture-linjen er den linje der løber gennem vores kranier. Den måde samler og deler. Ordet Suture indholder begge betydninger og betyder også at sy sår sammen. Kraniesømmen eller suturen stødte jeg første gang på hos Rilke i hans lille fine essay som hedder Urlyd. Rilke fantaserer her om mulighed af at afspille suture-linjen med en grammofon-nål. Jeg gik ned i katakomberne i Paris og fotograferede 100 kranier og tegnede linjen af. Det er det materiale der udgør indholdet af bogen og udstillinger.
Suture – en undersøgelse
Rainer Maria Rilke beretter i sin lille tekst Ur-Geräusch fra 1919, om en oplevelse han havde i sin skoletid: En dag skulle eleverne overføre lyden af deres stemmer til en voks-valse. Lyden blev afsat som et sitrende spor i voksen, og deres stemmer var nu fastholdt, men fremmede og forunderlige. Langs senere sidder Rilke og studerer et kranie og genkender dér den sitrende aftegning i kraniets suture-linjen eller kraniesøm. Det får ham til at overveje, hvad der ville ske hvis man satte en pick-up-nål i kraniet? Hvilken lyd eller stemme ville man høre dér? Denne poetiske overblænding eller sammenføring af lyd og linje, har for mig været udgangspunktet i mit arbejde med suture-linjen. Suturen findes i alle pattedyrs kranier, og dens gestik genfindes i flodernes slyngninger og kystlinjer hen over kloden, og den ekkoer elektrokardiografens rytmiske dans over papiret eller seismografens sitrende linjer før et jordskælv.
Rainer Maria Rilke beretter i sin lille tekst Ur-Geräusch fra 1919, om en oplevelse han havde i sin skoletid: En dag skulle eleverne overføre lyden af deres stemmer til en voks-valse. Lyden blev afsat som et sitrende spor i voksen, og deres stemmer var nu fastholdt, men fremmede og forunderlige. Langs senere sidder Rilke og studerer et kranie og genkender dér den sitrende aftegning i kraniets suture-linjen eller kraniesøm. Det får ham til at overveje, hvad der ville ske hvis man satte en pick-up-nål i kraniet? Hvilken lyd eller stemme ville man høre dér? Denne poetiske overblænding eller sammenføring af lyd og linje, har for mig været udgangspunktet i mit arbejde med suture-linjen. Suturen findes i alle pattedyrs kranier, og dens gestik genfindes i flodernes slyngninger og kystlinjer hen over kloden, og den ekkoer elektrokardiografens rytmiske dans over papiret eller seismografens sitrende linjer før et jordskælv.
Jeg gik ned i Katakombernes underverden og aftegnede hundredevis af suture-linjer. Siden har jeg sammen billedekunstneren Åse Eg samlet suturen i en bogudgivelse på forlaget Broken Dimanche Press, og jeg har tegnet suturen op på galleriets væge. Mit arbejde med linjen er kun lige begyndt og fortsætter – og undertiden så tænker jeg, at jeg er tilbage i mit barndomsværelse, hvor jeg sidder foran skotøjsæsken med kranier, konkylier og forsiler i et forsøg på at finde en mening med og mellem tingene.
Suturen er en inhuman og nådesløs skrift som vi forbinder med døden – men den skyldes at vi fødes “bløde i bolden”. Det er en skrift som fører os tæt på livet, naturen og knitren som give sig kende lige før sproget sætter ind. Jeg ser linjen som en slags præ-skrift, en asemisk skrift, en tøven eller tvivlen foran grænsen til det som betyder og lyder. Suturen er både adskillelse og sammenføjning. Den er en livsvigtig konturlinje i et puslespil af kraniedele. Suturen er også syning i kød, den er kirurgens sammensyning af sår. Heling og hærdning. Spalte og afgrund.
Suturen er for mig en grænsetekst, en ornamentik og en Ariadnetråd som er vævet ind i vores knogler. Kan jeg finde et sprog, hvor det ikke er givet, at der findes sprog? Hvem er vi og hvad er betydning, når vi ikke længere er nogen og der ikke er betydning endnu?