Må sort dreng dø ren
Forlag: Arena, 2009
Omslag: Eli Lund

“Må sort dreng dø ren” er en bog skrevet med hjerteblod. Teksten er således delvist genereret ud fra en udskrift af forfatterens dna-profil. Det menneskelige genom noteres med bogstaverne a, c, g og t, og den sekvens fra forfatterens dna-profil, der løber i bogen, er fra et felt, der hedder ”Opoid receptor mu1”, og som er den receptor, der regulerer smerte og lyst i hjernen. Med andre ord danner sekvensen den plantegning og de byggeklodser der skal til for at bygge en bestemt del af digterens hjerne. Og alle andres.

 

Dette er sekvensen – Opoid receptor mu1 – som bogen delvist er generet ud fra:

ctcttcggaa cttcctggtc tgtatgtgat tgtcaggtaa
ggaaagcgcc aggctccgag cggaggttca gcggcttaag
ggggtacaaa cacacaccta actcccaagg ctcaatgttg
ggcgggagga tgaaagaggg gaggtaaact ggggggacta
tggaggagac cacggacagt tattatttct atgagaaaac
ctacttttct gttttttctt caactgataa agaaagaatt
caaaatttca ggagcagaga agttgctttg gtaaaagcta
caaatgtcta ggggtggggg gcggagggaa gctatagcat
agattgagac gcactacccc tagacatttg tagcttttac
caaagcaact tctctctgct cctgaaattt tgaattcttt
ctttatcagt tgaagaaaaa acagaaaagt aggttttctc
tcatagaaat aacaatcact gtccgtggtc tcctccagag
tccccccagt ttacctcccc tctttcatcc tcccgccaac
attgagcctt gggagttagg tgtctctttg taccccctta
gccgctgaac cctccgctcg gagccctggc gctttcctta
cctgacaatc acatacatga ccaggaagtt tccgaagagc
cccaccacgc acacgatgga gtaaagccca

  

 

Tegnsalat og poesi
Af Ida Benche

Må Sort Dreng Dø Ren (Arena, 2009) er et biopoetisk eksperiment, et stykke konceptuel poesi, der undersøger forholdet mellem genetisk information, semantisk støj og poetiske betydningsdannelser. Bogen udfolder sig som omkring tre forskellige slags tegnsfærer: forfatterens eget DNA, arbitrær ‘tegnsalat’, og endelig mere traditionelt meningsfulde strofer. Som mange andre af Søndergaards litterære eksperimenter tager værket udgangspunkt i oulipo-lignende restriktioner. Den iøjenfaldende titel Må Sort Dreng Dø Ren er således et anagram over forfatterens eget navn, og værkets tekster er bygget op omkring Søndergaards DNA-profil, her oversat med det såkaldte ‘genetiske alfabet’, der repræsenterer sammensætningerne af de kvælstofholdige baser, som findes i et givent stykke genetisk information: adenin (A) og guanin (G), thymin (T) og cytosin (C). Værkets indholdsside reguleres altså ud fra et dobbelt regelsæt: på den ene side anagramets ganske arbitrære sproglige begrænsninger, og på den anden side det menneskelige genoms specifikke, biologiske data. Begge leder de desuden meget resolut tilbage på digteren selv: en mutation af hans navn danner værkets titel, imens hans blod analyseres for at levere digtenes semantiske byggesten. Må Sort Dreng Dø Ren effektuerer et sammenfald mellem poesi og biologi, og fra denne hybride position italesætter værket skæringspunkter mellem information og identitet. Søndergaard har ladet sit eget DNA bestemme via en blodprøve, og har altså på ganske bogstavelig vis ofret noget af sig selv for poesiens skyld. Helt i tråd med en romantisk poesiforståelse er Må Sort Dreng Dø Ren et slags afskrift af digterens indre liv, og det er nok ikke nogen tilfældighed, at den genetiske tekst, der figurerer i værket stammer fra ‘Opoid receptor mu1’ – den receptor, der regulerer smerte og lystfølelser i kroppen. Må Sort Dreng Dø Ren forener Søndergaards alfabetiske navn med hans genetiske, og udfolder en slags ekstrem autobiografi, et uhyre intimt selvportræt over digterens emotionelle indre, her på noget utraditionel vis orkestreret omkring genetiske kompositioner.

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at selvom vi alle er i besiddelse af vores egen genetiske kode, så er det samtidig en kode, der udviser ganske små variationer i forhold til andres DNA-profiler. Værkets ved første blik intime konceptuelle udgangspunkt viser sig også at være en almen fortælling om næsten identiske arvemasser, der ikke blot forener på tværs af mennesker, men også på tværs af arter. Vi deler ca. 80 procent af vores gener med mus og rotter, ligesom vi deler omkring 25 procent genetisk materiale med træer.

Må Sort Dreng Dø Ren udgøres af sytten digte, der hver især er et delt op i (mindst) to forskellige slag sprog: tegnmæssig støj, og meningsfulde sætninger. Forskellen på disse medieres af en henholdvis grå og en sort tekstfarve, der dog hurtigt viser sig at være særdeles flimrende og ustabil. Konstant rykker støjen ind i sætningerne og opløser deres sammenhængende udtryk, ligesom hele ord glimtvis siver ud i den omkringliggende støj, og skaber et tilflugtsted for mening midt i et tilsyneladende semantisk kaos af løsrevne tegn. Her er det interessant at bemærke, at selvom det nu er muligt at nedskrive det menneskelige genom, så er det ikke ensbetydende med, at vi er i stand til at tyde det i dets helhed. Kun en forsvindende ca. 2 procent af vores arvemasse består af kodet DNA, resten udgøres af ikke-kodet, såkaldt ‘junk DNA’, hvis funktioner i vores organisme er langt fra videnskabeligt afklarede. Må Sort Dreng Dø Ren er et sprogligt (selv)portræt af ‘.o~>”, g et. o”’’’’.denne levende støj / plaskende perfekt som glitrende slim -% ‘5 ; (s. 9), et livligt ‘skummende i.d.!> /’, hvis digte opfører de generative bevægelser, der finder sted i vores organismes allermindste byggeklodser. Den ‘uorden’, der findes i vores kroppe er også det generative potentiale, der sender evolutionen videre i en fortløbende tilblivelse mod genetiske koders endnu ukendte muligheder: ‘o videre som vorden en uorden.. . s o M …….”.’ Også sprogets udvikling – og poesiens især – er afhængig af grænseoverskridende bevægelser ind mod ikke-kodede betydningssfærer.

Må Sort Dreng Dø Ren opstiller (digter)jeget som en ‘genstand i tvivl’ (s. 13). Ved at give genometes særlige alfabet en plads i en poetisk tekst, og ved at sammenblande genetisk information med semiotiske systemer sår værket tvivl om det stof, et sprogligt subjekt er gjort af. Digtene foretager en kritisk dekonstruktion af den konventionelle opfattelse af sprog som et resultat af menneskelig bevidsthed. I Må Sort Dreng Dø Ren er det ikke muligt at opretholde en klar grænse mellem kroppens genetiske informationssystemer, og digtenes abstrakte betydningsdannelser.

Kroppens organiske stoflighed tilhører ikke en tavs, ahistorisk materialitet, men derimod et summende konglomerat af inter-artsmæssige forbindelseslinjer, samt millioner af års evolutionære udvekslinger mellem koder og ‘fejlkoder’. Og som evolutionen har lært os, så har disse ‘fejl’ ofte vist sig at være uundværlige for arters fortsatte udvikling og overlevelse. Kroppe er temporære genetiske resultater af evolutionære forhandlinger med biologisk information, og menneskets er blot én af disse forhandlingers midlertidige form. På samme måde er menneskets særligt symbolske tegnsprog blot én mulig måde at indskrive sig i verden – såvel som i digte – på. De betydninger, der findes i verdens stoflighed lader sig ikke udelukkende indløse af menneskelig bevidstheder, men findes og virker i verden også upåagtet os. Verden er mere og andet end de idéer, vi gør os om den.

Vores levende kroppe, såvel som vores tænkende, talende bevistheder er resultater af konfigurationer mellem det materielle og det diskursive. Eller endnu bedre: vores eksistens bevidner et kollaps i forskellen mellem krop og bevidsthed, mellem stof og information. I Må Sort Dreng Dø Ren er autobiografien eller selvportrættet ikke så meget en afbildning af identitet, men en performativ opførelse og poetisk videreførelse af de semiotisk-materielle tilblivelser, der virker i os, imens vi virker i verden.