INTET ER NOK
Intet er nok,
af Morten Søndergaard og Marie Koldkjær Højlund
Forlag / år: Escho, 2020
Intet er nok er et samarbejde mellem digteren Morten Søndergaard og lydkunstner og sangerinde Marie Koldkjær Højlund. Et projekt der er opstået med Marie Koldkjærs opfordring til Morten om at skrive en række tekster på baggrund af Det Gamle Testamentes Højsang. Resultatet er dobbeltudgivelsen Intet er nok, som både udkommer som plade og bog.
Mellem hænderne har du det skriftlige produkt, Morten Søndergaards digte. Dem der er et at finde som tekster på pladen, men også en række digte, der kun findes hér. Med Søndergaards egne ord er det tekster, der:” i deres kerne har forelskelse og eufori, men også en sorg og alvor, som i Maries stemme forvandles til en lethed, der åbner op til et vidtstrakt landskab, som alle og enhver kan færdes i.” Ligesom Søndergaard sidste år var aktuel med gendigtningen af det 4000 år gamle epos Gilgamesh, er der altså her tale om en brydekamp med en af de litterære hjørnesten. I Søndergaards palimpsestiske genskrivning af Højsangen, den gammeltestamentlige udforskning af kærligheden mellem kvinden Shulamit og manden Salomo, går ord og brudstykker igen. Ligesom dufte og metaforer gør det. De går igen i skildringen af det universelle møde med kærligheden, kærligheden, der som det det hedder i digtet Det der er at se “er det eneste ord der findes på vores sprog.” Og de går igen i brugen af gentagelsesfigurerne, i allitterationerne og anaforerne, der trækker linjer på tværs af tid fra højsangens verslinjer, til den moderne popsangs omkvæd.
Som man kan læse i artiklen “Danske digtere sprænger lydmuren” Information 2009, så er samarbejdet mellem poesi og musik langt fra ny i en dansk sammenhæng. Allerede dengang var Søndergaard aktuel med hybride værker på tværs af musik og litteratur, ligesom samarbejder som Mouritz/Hørslev, Anne Lise Marstrand-Jørgensen/Jomi Massage gjorde sig gældende i samme periode, mens Nikolaj Nørlunds snart 25 år gamle Navnløs også kan nævnes som en forgænger. Og med Intet er nok kan et nyt tiår med tværdisciplinært samarbejde på tværs af litteraturen og musikken altså begynde.
Morten Søndergaard(1964-) er uddannet fra Forfatterskolen, har udgivet en lang række digtsamlinger og modtog i 2014 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. De senere år gjort sig bemærket med en række kunstprojekter, der overskrider litteraturens normale grænser. Her kan nævnes Ordapoteket fra 2010, samt udstillingen Sproghospitalet og publikationen Journal 2019. Intet er nok er Søndergaards første udgivelse på Forlaget Escho.