PROCESSEN OG DET HALVE KONGERIGE

 

Processen og det halve kongerige
Forlag: Gyldendal, 2010
Omslag: Troels Wörsel

”Processen og det halve kongerige” er en udforskning af, hvilke erkendelser den daglige gang på jorden fører med sig. Rejsen går mod barndommens forstad, op langs velkendte bjergskråninger i Italien og igennem Københavns gader.

”Processen og det halve kongerige” falder i to dele med tematiske ledetråde, der flettes og filtres sammen i en kombination af brændende forskydninger og køligt overblik. Med en forundrende opmærksomhed bringes vi helt tæt på hverdagsoplevelser, der smages på ordene, associationerne springer lystigt; fra kastanjetræernes lysdildoer til ordlygter, morgenstjerner, kranier og hjernestrukturer, fra tankefloder og flugtbiblioteker til isfugle og en enlig Michelinmand. Ordene arbejder på at holde verden sammen, og vi føres op i helikopterperspektiv, hvor hverdagens sansninger, erindringer og følelser ses i en større sammenhæng. Her får vi et glimt af det halve kongerige, som måske venter efter alle udfordringerne. Det handler om at være på vej, og om den uundværlige proces, der nogle gange fremstår mere værdifuld end målet selv.

Tekstuddrag:

night after night after night

stay up all night

nothing but your own night

Ikkyu

Jeg går tur mellem brombær og vinbjergsnegle, heroppe gror alting helt vildt, dagen er fuld af grøde, og grøde er et godt ord på dansk, det minder om dansk grød, se, der ligger en død hund, dens bug er en grød af maddiker, og de maddiker legemliggør ordet grøde, jeg er liderlig og tænker på din levende og varme krop i eftermiddagssengen. På vej tilbage breder kirkegården sin marmorørken ud, vi er stadigvæk opdagere her, midt i alt det liv, som gror i kirkegårdens grøde. Solen rammer kors overalt, en mand hænger midt i sit liv på to stykker træ, feminin og lidende, og under en busk parrer vinbjergsneglene sig, de suger sig fast i hinanden, to sugekroppe i en spytkamp, hvis man samler dem op og trækker dem fra hinanden, fortsætter de sugende, grøngrå og snaskede. Sneglene har en fin og våd vægt, de leder efter hinanden, jeg trykker dem sammen, og kastanjetræet stikker sine lysdildoer op i skumringen. Nu sidder jeg på baren, mens en gråspurv hopper rundt på jorden efter brødkrummer, det er det, gråspurve gør, det er let at komme i tvivl om, hvor stierne fører hen, liv er et tvivlsord, det går let i stykker mellem læberne. Jeg hæver kontanter i automaten, hvad er nu min pinkode, jeg kan ikke huske den, kun taste den, grækerne mente, at erindring er gentagelse, en tilbagevenden til det allerede erkendte. Min far baldrede en gang hovedet på en kat med en hammer, det var det ord, han brugte, baldrede, det samme gjorde jeg med lamperne langs stien gennem skoven, udenom lå det enorme stisystem, der dannede hjernestrukturen i forstaden. Jeg bevæger mig ind i skoven, lampe for lampe, sten mod lampeglas, det samme kapoof, som lyder fra lamperne, må katten have hørt. Foråret har sat sit tempo op, der er allerede tændt mæl‐ kebøtter langs stien, de afblomstrede er døde elektriske pærer rundtomkring i det grønne. Der sidder en glødetråd i det levende, en dag brænder den over. Det giver et lille hult klik, når man plukker en mælkebøtte, jeg puster, og bagefter sidder kun én frøstilk tilbage på den lille tinding, det er dig og dig, og datoen står pivåben. Stierne deler sig, og der ligger et lille hammerhoved i savsmulden fra et beskåret oliventræ, jeg vil gerne skære et skaft til det hammerhoved, finde nogle sætninger at slå i med syvtommersøm. Hjertets hammer slår. Malleus maleficarum, Heksehammeren, var i middelalderen den mest udbredte bog efter Biblen, den bestod af detaljerede udredninger af den kvindelige natur og instruktioner i heksetortur. Skaderne jager egernet væk, skaderne ligner bedemænd, som bare vil have ret, og bedemænd får altid ret. Det er uvejr, og et lyn slår ned i telefonen, og internettet forsvinder i en stille, blid susen uden kontakt med andet end sig selv. Hvorfor bliver jeg siddende herinde, måske venter jeg på, at du kommer ud ad en hemmelig dør i væggen? Månen er stået tidligt op, den er en sæbeboble, der svæver faretruende tæt på antennerne, deroppe udførte astronauterne Galileo Galileis forsøg med faldhøjder og friktion, de havde en fjer og en hammer med, man havde hamre med til månen. Det lille hammerhoved slår og slår, på Sardinien havde man den tradition, at hvis en person lå for længe i dødskamp eller et barn blev født med alvorlige misdannelser, så blev Kvinden med Hammeren tilkaldt, Femina Agabbadora, en effektiv form for eutanasi, som foregik ved, at Kvinden med Hammeren kom forbi, rettede et hårdt slag mod barnets eller den døendes hjerneskal og forsvandt igen uden at tage imod betaling. Det er blevet morgen, og det er på høje tid at tage af sted. Magnoliaen samler sig som før en gaseksplosion, de hvide blomster står klar med blomstergranater, og Perle snuser til mit ben, hun vil kun lige præcis lade mig røre sig, jeg kan få lov til at lægge kattemad til hende på hendes flise, men hun er for fornem til kærtegn. I stedet oversætter jeg Cesare Pavese, og oversættelsens problem er, at sproget aldrig dækker tingene, i processen sker et forunderligt tab: Prøv for eksempel at oversætte en kat med en hammer. Jeg går ned for at købe flåede tomater og hvidvin, min tunge er et stykke viskelæder, og du hvisker: Vil du have det hele, så tag det hele! Vil du? Ja tak. Morgenstund har pik i mund. Jeg går ned ad gaden, der ligger et søm, og jeg samler det op, det skal Jens Birkemose have, han sætter de søm, jeg samler op på gaden, fast på sine malerier, hvem har ikke brug for at holde tingene fast? De ryster os af, tingene, og falder ned fra deres ordsøm. Det er åbenlyst forår, alt for tidligt, men forår kommer altid for tidligt, for februar er kort, og man bliver underløbet og pisker rundt for at få det hele med, men foråret er snu som et firben, og på vejen ligger et dødt firben, man kan se de små ribben, alt er der endnu, vi lægger det på et stykke hvidt papir fra printeren. I fugletræet er der palaver. Palaver er et portugisisk ord, palavra, første gang brugt om de indfødtes sprog, parabola, altså en parabel, ligesom de allegoriske historier, Jesus brugte for at få tilhørerne til at indse, hvad han ville have dem til at indse. Parabel er et ord, som hele tiden finder vej ind til mig udefra, det betyder en serie sætninger, som kastes frem, ikke et projektils bane, ord er ikke kugler gennem luft i rette linjer, men lydbølger i luft, som kan størkne sort på hvidt. Nederst ligger angsten. Fugletræets palaver stiger og falder på den mest vidunderlige og infernalske måde, og jeg ved, at blev den forstærket tusind gange, ville den være identisk med det skrig, der findes i Edvard Munchs maleri. Jeg skriger ikke, men går på min bane op til det tomme hus på bakken, det udøver en vanvittig tiltrækning på mig, der ligger en slange på stien, den har slugt sin egen hale. Man skal gå op over bakkerne for at komme til mit hus, mit sammenstyrtede hus, som ikke er mit, men tilhører alle og enhver, der gider sidde foran det. Man skal forbi havernes klondike af hønsebure banket sammen af sengebunde og bølgepap, og forbi de vilde snerler, der gror mellem frugtkasser og brædder, og så videre ind i vildnisset. Det føles godt at sidde foran huset og lege, at jeg bor her, at det er mit digterkontor. Egypterne siger, at verden er de hjemløses hus, der står et komfur inde i køkkenet, der ligger skakbrikker af plastic på køkkenbordet, og der stinker af pis i mit hus. Stien ender her, men hvis man går ned i kælderen og åbner den gule lem vil man se, at stien fører videre og blander sig med en lille bæk, hvor solen blinker i overfladen på en navnløs måde. Menneskenes navne er dråber af syre, der er brændt ind i dem, vi hedder faktisk noget, navnet er en sti, der snævrer sig ind og bliver mindre og løber igennem os, deler sig og fortsætter ind i skoven. Stier er smalle, men de findes og løber videre og fører steder hen. Der er et stort hul i gulvet oppe på første sal i mit hus, og de planker, der bærer gulvet, er rådne, fordi det regner ind gennem taget. En fugl synger i en gyvelbusk, og der står et gammelt mandeltræ og ribsbuske foran mit hus. Døren er mørnet, men den kan stadigvæk åbnes og lukkes. Det er en blå dør. Det er en dør malet med den maling, som tiden maler med, og den er misundelsesværdig dum, den kan kun stå åben eller være lukket. Noget har plantet mig her ved siden af stien, som et mandeltræ fuldt af skarpladte skud, men hvad skulle jeg kunne ramme herfra? Du ligger og læser inde i sengen, og det er fristende, og slimhinder mødes, og vi siger farvel, jeg kører ned for at købe fisk sammen med børnene, ekspedienten ligner en, der laver pornofilm med dyr, hun har i hvert fald en enorm doberman liggende ved sine fødder, som hun ser forelsket på. Vi køber også et citrontræ og bærer det op på anden sal. Hume siger, at billedet af verden ikke er verden, det er et billede, men verden er ikke summen af menneskers billeder af den. regnen er ligeglad, den tænker tilsyneladende ikke på andet end at falde, og vi siger ingenting. Angstlys hvirvler ind under skyerne og dækker fremtiden med pulveriserede menneskeknogler. Husene bliver hu
rtigt slidt af jordskorpen, og jorden opsluges af solen om 4,5 milliarder år. Set fra uran 238‐isotopens synspunkt er det snart.